Hvad en cue egentlig er, og hvorfor den skal være kort

Når nye kursister kommer ind i studiet, hører de ordet cue mange gange i timen. Det lyder som fagsprog, men betydningen er enkel: et cue er et signal om, at noget skal begynde nu. Det kan være en vært, der skal starte sit oplæg, et kamera, der skal tage over, eller en gæst, der skal ind i billedet. Selve signalet kan være et håndtegn, et ord i headsettet eller et lys, der skifter.

Det vigtige er, at ordet altid hører sammen med et bestemt tidspunkt og en bestemt person. Et cue uden modtager er bare støj. Derfor øver vi på kurset først og fremmest at spørge: hvem skal gøre hvad, og hvornår præcis? Når de tre ting er klare, bliver resten af arbejdet på gulvet meget roligere.

I de fleste studieproduktioner er det studielederen på gulvet, der giver cuet til værten, mens producenten eller instruktøren i kontrolrummet bestemmer, hvornår det skal gives. Kæden er kort men vigtig: beslutningen tages i rummet bagved, og signalet bringes ud til den, der står foran kameraet. Hvis ét led springes over, opstår der tøven, og tøven kan ses i billedet.

På kurset bytter I roller, så du prøver begge sider. Mange opdager, at det er sværere at give et cue end at følge det. Man skal holde øje med uret, med rundownen og med personen foran sig på samme tid. Vi starter derfor med korte øvelser, hvor du kun giver ét cue ad gangen og får straks at vide, om det landede.

• Giver: studieleder på gulvet efter besked fra kontrolrummet
• Følger: vært, gæst, kameraoperatør eller tekniker
• Aftales altid før optagelsen går i gang

Nedtælling er cuets nære slægtning. Når studielederen siger, at der er tredive sekunder til sending, og derefter tæller ned med fingrene fra fem, er det for at give alle den samme fælles puls. Værten ved, hvornår første sætning skal siges, og kameraoperatøren ved, hvornår billedet skal sidde. De sidste sekunder tælles ofte lydløst, med fingre, så mikrofonerne ikke tager det med.

Det kan virke som en detalje, men i øvelsesproduktionerne er det her, mange begynder at føle, at de laver rigtigt tv. Vi lader dig prøve nedtællingen mange gange, både som den, der tæller, og som den, der står klar. Rytmen sætter sig i kroppen, og du bruger den bagefter også uden for studiet, fx når du leder et møde eller en præsentation.

En rundown angiver, hvor lang tid hvert indslag har. Men uret i studiet fortæller, hvor lang tid der faktisk er gået. Forskellen mellem de to er studietimingens kerne. Hvis et interview kører tre minutter over, skal nogen beslutte, hvad der skæres, og give besked videre i tide. Det er derfor, vi taler om at holde tiden og ikke blot at kende den.

I undervisningen arbejder vi med en enkel metode: hver gang et indslag begynder, noterer du starttidspunktet ved siden af den planlagte tid. Undervejs kan du så se, om I ligger foran eller bagud, og sige det højt til holdet. Ingen får skæld ud for at overskride; pointen er at opdage det tidligt, mens der stadig er flere gode valg tilbage.

• Planlagt tid kommer fra rundownen
• Faktisk tid aflæses på studiets ur
• Forskellen meldes højt til producer og værten

Et godt cue har tre egenskaber: det er kort, det er entydigt, og det kommer lidt før, det skal bruges. Giver du det for sent, får modtageren ikke tid til at reagere. Giver du det for tidligt, glemmer vedkommende det. På kurset øver vi derfor at give cuet med en forvarsel, fx et tegn, der betyder gør dig klar, efterfulgt af selve startsignalet.

Vi øver også at give cues uden at tale. Mange tror, at man blot råber instruktioner, men i et rigtigt studie er stilhed en del af arbejdet, fordi mikrofonerne er åbne. Et løftet håndtegn, et nik eller en finger mod kameraet rummer hele beskeden. Når gruppen har fået de samme tegn ind under huden, kører optagelserne langt mere roligt.

Den hyppigste fejl er at give flere cues samtidig, så modtageren ikke ved, hvilket der gælder. Næsthyppigst er at glemme at bekræfte. Når du har givet et cue, skal modtageren vise med et lille tegn, at det er set, ellers ved du ikke, om beskeden nåede frem. Det lyder omstændeligt, men det sparer mange fejl i en optagelse med flere kameraer.

En tredje misforståelse er, at cues kun hører til store produktioner. Også i et lille studie med to kameraer og en vært er der brug for faste signaler, ellers begynder alle at gætte. Vi viser det i øvelserne ved først at køre en optagelse uden aftalte cues og derefter med. Forskellen er tydelig for alle, og det er den bedste måde at forklare, hvorfor vi bruger tid på emnet.

• Ét cue ad gangen, ét navn på modtageren
• Bekræft altid, at signalet er set
• Aftal tegnene før, ikke under optagelsen