Hvem siger hvad i studiet? Det spørger deltagerne mest om

Når vi mødes første gang, er der næsten altid én, der rækker hånden op og spørger: hvem er det egentlig, der bestemmer under optagelsen, og hvem må sige noget til hvem? Spørgsmålet lyder simpelt, men det rammer midt i det, der gør eller ødelægger en studieproduktion.

I en øvelsesproduktion sidder der typisk en producer, en tekniker og en studieleder, og alle tre har et overblik, som de to andre ikke har. Producerens blik er rettet mod programmets forløb og tiden. Teknikerens blik er rettet mod billede og lyd. Studielederen står på gulvet og er den eneste, der kan række en hånd ud til værten.

Svaret er derfor ikke, at én person bestemmer alt. Svaret er, at hver person har sit område, og at beskederne følger faste veje. Det er det, vi bruger modulet Kommunikation på gulvet til at øve, indtil det sidder i rygraden.

Mange tror, at et godt og venligt team af sig selv taler sammen på en fornuftig måde. I praksis sker det modsatte under tidspres. Når nedtællingen kører, og et indslag er forsinket, begynder alle at tale på én gang, og værten hører tre forskellige beskeder i ørerne.

Det er ikke et spørgsmål om dygtighed. Det er et spørgsmål om struktur. Uden aftalte veje for beskeder opfinder hver person sin egen, og de ender med at støde sammen. Jeg har set deltagere, der kunne deres fag fint, men som alligevel gav en cue to sekunder for sent, fordi de ventede på, at en anden tog ordet.

Derfor starter vi med at tale om, hvem der må sige hvad og hvornår, før vi overhovedet tænder kameraerne. Når rollerne er klare, bliver resten af øvelsen langt mere afslappet for alle.

• Én person taler til værten ad gangen
• Producer styrer forløb og tid
• Tekniker melder tilbage om billede og lyd
• Studieleder er forbindelsen til gulvet

I de praktiske øvelser roterer deltagerne mellem rollerne, så alle prøver at sidde i kontrolrummet og stå på gulvet. Det giver en forståelse, man ikke får af at høre om det. Den, der har stået på gulvet med hovedtelefoner, hører bagefter anderledes efter, når han eller hun selv sidder som producer.

Før hver optagelse gennemgår vi en kort aftale: hvem giver cues, hvem bekræfter, og hvad gør vi, hvis noget går galt? Aftalen skrives på et ark og hænger synligt i studiet. Det virker måske omstændeligt, men det sparer mange misforståelser, når øvelsen kører.

Instruktøren holder sig tilbage under selve optagelsen og lader holdet løse problemerne. Efterfølgende ser vi tilbage på forløbet og taler om, hvor en besked blev uklar, og hvad der kunne have gjort den tydeligere.

Et af de første ting, vi øver, er at gøre beskeder korte. På gulvet er der ikke tid til forklaringer. En besked som kan du ikke lige se, om det passer med, at vi tager det om lidt skal blive til et enkelt ord eller en kort sætning, som alle kender.

Vi aftaler derfor et lille ordforråd for holdet, og det er vigtigere, at alle bruger de samme ord, end at ordene er de rigtige. Et tydeligt klar efterfulgt af et tal og en nedtælling er langt bedre end en lang sætning, der skal fortolkes.

Samtidig øver vi at gentage en besked tilbage, så afsenderen ved, at den er modtaget. Det lyder som en lille ting, men det fjerner mange tvivlsspørgsmål i kontrolrummet, hvor man ellers ikke kan se, om beskeden nåede frem.

• Brug få, faste ord
• Gentag beskeden tilbage
• Tal roligt, også når tiden er knap

Det er netop, når noget går galt, at kommunikationen afprøves. Et indslag kan mangle, en gæst kan komme for sent, eller en mikrofon kan falde ud. I vores øvelser bygger vi bevidst små forstyrrelser ind, så holdet får lov at prøve at håndtere dem i et trygt miljø.

Reglen er enkel: kun én person melder problemet, og producenten tager beslutningen. Studielederen videregiver den til værten med få ord. Alle andre holder sig rolige og venter på deres næste cue i stedet for at foreslå løsninger i øret på hinanden.

Efter øvelsen taler vi om, hvordan det føltes. Mange opdager, at det var lettere at bevare roen, end de havde forventet, netop fordi de vidste, hvem der skulle tale, og hvem der skulle lytte.

Du får ikke en færdig opskrift, men en måde at tænke samarbejde på. Du lærer at spørge dig selv, hvem der har brug for din besked, hvornår den skal komme, og hvor kort den kan være. Det gælder, uanset om du senere arbejder med små interne optagelser eller større produktioner.

Du får også erfaring med at sidde i flere roller og forstå, hvad de andre har brug for fra dig. Det er ofte det, deltagerne fremhæver bagefter: at de nu ved, hvordan en producer tænker, når de selv står på gulvet.

Tag gerne spørgsmålet med til første kursusdag. Vi begynder præcis dér, hvor du er, og arbejder os frem til en god og tydelig kommunikation i studiet.